Diskursstudier har rødder i en bred vifte af teoretiske traditioner der undersøger relationerne mellem sprog, samfundsstruktur og handling. Begrebet "diskurs" er blevet et omstridt nøglebegreb inden for både humaniora og samfundsvidenskab. "Diskurs" omfatter i én betydning sprogbrug som skrift, tale og tegnsprog, såvel som multimodale og multimediale kommunikationsformer. Dette inkluderer fiktions- og non-verbale udtryk. Så forskellige fænomener som en enkelt ytring, tavshed, en samtale, en samling nyhedsartikler og en roman kan gøres til genstand for diskursanalyse. I en anden betydning betegner diskurs en "italesættelse", forstået som et betydningsnetværk der fungerer meningskonstituerende for vidensobjekter, sociale relationer og sociale identiteter. Diskursanalyse undersøger i denne betydning hvordan disse italesættelser dannes, transformeres og brydes mod hinanden.

De tilgange der falder ind under betegnelsen "diskursstudier" eller har tilsvarende interesser indbefatter kritisk diskursanalyse, kritisk lingvistik, tekstlingvistik, konversationsanalyse, etnometodologi, diskurspsykologi, stilistik, genreanalyse, medierede diskursanalyse, diskursteori, sociolingvistik, retorik, argumentationsteori og polyfoniteori.

Blandt de centrale teoretikere kan nævnes Mikhail Bakhtin, Michael Billig, Jan Blommaert, Judith Butler, Deborah Cameron, Camen Rosa Caldas-Coulthard, Oswald Ducrot, Derek Edwards, Norman Fairclough, Michel Foucault, James Paul Gee, Michael Halliday, Rick Iedema, Gunther Kress, Ernesto Laclau, Jay Lemke, Jim Martin, Michel Pecheux, Alastair Pennycook, Jonathan Potter, Harvey Sacks, Emanuel Schegloff, Ron Scollon, Michael Silverstein, Stef Slembrouck, Michael Stubbs, John Swales, Terry Threadgold, Theo van Leeuven, Teun van Dijk, Margaret Wetherell og Ruth Wodak.